Jeg bor i Husum, som er i Tyskland og byen er fuld af museer. Vi har "Schiffahrtsmuseum", "Theodor Storm Museum", "Nissen Haus" og "Ostenfelder Bauernhaus", som alle byder på muligheder for at beskæftige sig med med kultur.
Så gik jeg på nettet, for at kigge om der var mere end det jeg kendte til i forvejen og det var der!
Jeg var faktisk slet ikke klar over, at vi har så mange kulturelle mødesteder i byen.
Så fik jeg øje på "Poppenspäler Museum", som er et dukketeater-museums-event, hvor forskellige dukker venter på både børn og voksne. Museet råder over 500 forskellig dukker.
Det var lige det der fangede mit interesse, med hensyn til at vi i VNT er igang med at fremstille en dukke. Nu synes jeg, at VNT-opgaverne bliver til en rund sag. Der er sammenhæng mellem flere af opgaverne og jeg kan nu betragte det som et projekt, hvor jeg har mulighed for at fordybe mig.
Nu skal jeg bare vente til imorgen, indtil jeg kan komme afsted. Jeg vil udnytte tiden idag til at forberede mig med hensyn til det jeg vil vide mere om.
Nu har jeg være på besøg i "Poppenspäler Museum". Allerede udefra kunne man se forskellige figurer og jeg var spændt på hvad der ville vente mig indenfor. Straks da jeg kom ind, åbnede sig en dukkeverden foran mine øjne. Dukkerne havde alle forskellige udseende og var af forskellig størrelse og materiale. Der var figurer af træ, plastiform, papir, papmache og mange andre materialer. Jeg fik øje på marionetter med varierende antal snorer, stavdukker, strømpedukker, hånddukker og dukker af dug og strik, som fascinerer voksne ligesom børn. Der er dukker og rekvisitter fra forskellige epoker. Nogen kendes fra eventyr eller teaterstykker, men der findes også figurer, der ikke kan tilordnes med det samme.
Jeg synes også godt om en seperat plads til børnene, hvor der var forskellige bøger og dukker, som inspirerer og motiverer børnene til leg og kreativitet. Børnene har på den måde mulighed for at være en aktiv del i museet. De kan prøve sig med dukke og leg, idet der er mange variationer af dukker, som de også møder på vejen gennem museet.
Det første jeg kom i tanke om, var om det overhovedet er muligt, at gå igennem her sammen med en flok børn. Ville de ikke stoppe op ved hver eneste dukke for at røre eller lege med dem? Men museumspædagogen (jeg kalder damen sådan, fordi hun selv om hun ikke har uddannelse, er ansvarlig for aktiviteter med voksne og børn i huset) sagde, at det slet ikke er et problem. Børnene kan nok se, at mange af dukkerne er ret gamle eller værdifuld, det er tværtimod de voksne, der har svært med ikke at pille ved tingene. Hun siger videre, at museet forstå sig som et levende museum, hvilket byder på rum til fantasi, spil og kommunikation.
Allerede fra starten i 1993 begyndtes der med eventyrtimer, klippe-hygge dage og udstillinger til temaet dukker. I regelmæssige afstande bliver der også opført forskellige teaterstykker. Hvert år i september, afholdes "Pole Poppenspäler Tage", hvor der kommer dukker og dukkespillere fra flere lande. Hver onsdag inviterer museet til at fremstille dukker med efterfølgende fremvisning af et teaterstykke med de egne dukker. - I denne sammenhæng blev jeg spurgt, om jeg ikke havde lyst til at hjælpe til på kommende onsdag, de har altid brug for hjælpende hænder, da der på museet kun arbejder frivillige. Museet finansieres via frivillige bidrag og entré og de får ind til nu så godt som ingen økonomisk understøttelse fra kommunen. På grund af dette har de ikke råd til at vælge lokaliteter, der kan rumme handicappede.
Jeg må også gerne selv planlægge og igangsætte et pædagogisk forløb i museets lokaler, efter jeg har været med og fået et indblik i hvordan museet fungerer.
Jeg synes også godt om en seperat plads til børnene, hvor der var forskellige bøger og dukker, som inspirerer og motiverer børnene til leg og kreativitet. Børnene har på den måde mulighed for at være en aktiv del i museet. De kan prøve sig med dukke og leg, idet der er mange variationer af dukker, som de også møder på vejen gennem museet.
Det første jeg kom i tanke om, var om det overhovedet er muligt, at gå igennem her sammen med en flok børn. Ville de ikke stoppe op ved hver eneste dukke for at røre eller lege med dem? Men museumspædagogen (jeg kalder damen sådan, fordi hun selv om hun ikke har uddannelse, er ansvarlig for aktiviteter med voksne og børn i huset) sagde, at det slet ikke er et problem. Børnene kan nok se, at mange af dukkerne er ret gamle eller værdifuld, det er tværtimod de voksne, der har svært med ikke at pille ved tingene. Hun siger videre, at museet forstå sig som et levende museum, hvilket byder på rum til fantasi, spil og kommunikation.
Allerede fra starten i 1993 begyndtes der med eventyrtimer, klippe-hygge dage og udstillinger til temaet dukker. I regelmæssige afstande bliver der også opført forskellige teaterstykker. Hvert år i september, afholdes "Pole Poppenspäler Tage", hvor der kommer dukker og dukkespillere fra flere lande. Hver onsdag inviterer museet til at fremstille dukker med efterfølgende fremvisning af et teaterstykke med de egne dukker. - I denne sammenhæng blev jeg spurgt, om jeg ikke havde lyst til at hjælpe til på kommende onsdag, de har altid brug for hjælpende hænder, da der på museet kun arbejder frivillige. Museet finansieres via frivillige bidrag og entré og de får ind til nu så godt som ingen økonomisk understøttelse fra kommunen. På grund af dette har de ikke råd til at vælge lokaliteter, der kan rumme handicappede.
Jeg må også gerne selv planlægge og igangsætte et pædagogisk forløb i museets lokaler, efter jeg har været med og fået et indblik i hvordan museet fungerer.
Keine Kommentare:
Kommentar veröffentlichen